Ultima Underworld tager sin begyndelse med din ankomst til Britannia, hidkaldt af spøgelset Garamon, der engang var en mægtig troldmand. Han fortæller dig, at Britannia atter er i fare, hvorefter du ser en pige blive taget til fange af en trold og Garamon's onde bror, der alle forsvinder for øjnene af dig. Senere i indledningen finder du ud af, at pigen er datter af baron Almric og at du dukkede op i hendes sovekammer. Dette gør dig til den skyldige person i baronens øjne og du bliver kastet ind i "The Stygian Abyss" med kun ét mål - at finde baronens datter og bevise at du er uskyldig.
Dette er et "dungeon-crawl" spil, men ikke typisk for sin genre. Hvad der får det til at skille sig ud fra andre spil fra denne tid, er det fulde 3D-miljø med mulighed for at hoppe, se op og ned og endda flyve ved hjælp af magi. Alt sker i realtid og monstre, mennesker og magi er meget flot animeret.
Før du kan begynde at spille spillet, skal du oprette din karakter. Der er mange klasser at vælge imellem. De har hver især forskellige færdigheder fra start, som du kan vælge mellem. Afhængig af den klasse, du vælger, vil du få forskellige primære egenskaber. Men, hver gang du opretter en ny karakter, vil disse egenskaber være tilfældige til et vist punkt.
Når karakteren er færdig, begynder du dit eventyr med ingenting i din besiddelse, udover en fakkel. Du bliver nødt til at finde alt udstyr, såsom våben og rustninger hen ad vejen. Da ejendele er sparsomme i begyndelsen, bliver du ofte nødt til at kæmpe for at få ting, da de normalt er godt bevogtet.
På din rejse fra de øverste etager til de nedre, skal du udføre forskellige opgaver, store som små. Efterhånden som du taler med indbyggerne i dybet, vil du få mere og mere af spillets historie at vide. Ved at besejre fjender får du erfaringspoint, og når du stiger i level, får du en lille mængde "lærings" point. Du kan bruge disse "lærings" point til at forbedre dine færdigheder i for eksempel kamp, men du skal først finde et "Shrine of Virtue" før du kan bruge dem. Der er mange færdigheder i spillet, men heldigvis får du flere og flere point efterhånden som du stiger i level, så du har mulighed for at hæve nogle færdigheder op til deres højeste niveau.
Eftersom områderne i spillet er forholdsvis store, er der en kortlægningsfunktion, som husker alle de steder, du hidtil har besøgt. Du kan også vedhæfte dine egne noter til ethvert punkt på kortet som en påmindelse om, hvad der kan findes på hvert sted. Spillets baner indeholder mange hemmelige områder, og derfor er det nødvendigt at kortlægge hele banen, før man går videre til den næste. Dette vil kræve en vis tålmodighed på senere baner, da de bliver mere komplekse og større, jo dybere ned du begiver dig. Det er dog det hele værd, da du aldrig ved, hvor du vil finde de ting, du helt sikkert vil få brug for gennem spillet.
Musikken i spillet vil ikke modtage nogen pris fra mig, men den er heller ikke ligefrem dårlig. Lydene er derimod ikke værd at nævne. De fleste af dem er normalt lyde fra trylleformularer der kastes eller våben der rammer vægge eller fjender. :)
Styringen af spillet er ikke nem i begyndelsen. Du får de bedste resultater ved at bruge musen til at styre med. Tastaturet tilbyder kun nogle brugbare genveje, men anbefales ellers ikke til styring af spillet. Men når man først vænner sig til det, er styringen overhovedet ikke så vanskelig.
Efter at have vænnet sig til spillet, vil du opdage, at det ikke er nemt at lægge fra sig, da det bliver mere og mere engagerende, jo dybere dig ned du begiver dig. Som spillet skrider frem, vil du finde bedre våben, rustninger, magiske ringe og andre forskellige ting, men vigtigst af alt, vil du blive mere kyndig i kamp og kastning af trylleformularer. Du vil hele tiden være nysgerrig efter, hvilke nye ting og monstre der venter på dig på næste etage. Dette spil vil ikke give slip på dig lige med det samme, og hvis du ikke tror på dette, så bare prøv det! :)
Part of the Ultima Series