Bureau 13 er en GameTek produktion, der er løst baseret på det populære blyant-og-papir rollespil af samme navn. Du spiller medlemmerne af et højt klassificeret regerings-agentur, hvis mission er at identificere, opspore og destruere alle former for paranormale og overnaturlige fænomener. For at klare dette, skal du oprette et team med dine seks Bureau 13 felt-agenter, der hver har sine egne unikke evner og færdigheder.
Når du første gang starter spillet, vil du se en lille video der viser de vigtige punkter ved missionen. Sørg for at læse alting grundigt, da der er hints gemt i denne briefing. Så er tiden kommet, hvor du skal vælge hvilke to agenter du vil bruge. Du kan vælge imellem: Isaac Richards (hackeren), Delilah Littlepanter (mekanikeren), Father Jonathan Blank (præsten) og Jimmy Suttle (tyven). Udover disse fire "normale" agenter, har du også to overnaturlige: Alexander Keltin (vampyren) og Selma Gray (heksen). Forskellige agenter vil have anderledes løsninger til nogle af gåderne i spillet, så der er mere end en måde at gennemføre spillet på. Men, der er altid en løsning til problemerne tæt på. Hvis du ikke kan dirke låsen op og du heller ikke kan bruge vampyren til at "tåge" igennem døren, for at få adgang til en bygning, så kan du altid sparke døren ind. (Ikke særligt diskret, men det klarer jobbet).
Eftersom du er medlem af et højt klassificeret regerings-agentur, så lægges der i briefingen stor vægt på, ikke at blive set. Du skal prøve at efterlade alle ting som de var da du ankom, forstået på den måde at du altid skal lukke dørene når du forlader stederne igen - eller se din score falde. Men, dette her er, for mig at se, en af de mest unødvendige og tåbelige ting i hele spillet. Jeg forstår godt vigtigheden af at efterlade et område, så det ser ud til at ingen har været der, men...!
For det første gælder dette kun for åbnede døre, skuffer, winduer, skabe og lignende. Du kan ikke lægge ting fra dig du ikke skal bruge mere, så hvis du tager en fjernbetjening, kan du ikke lægge den tilbage igen. Du kan også smadre glas, uden at det går ud over din score. (vil en eller anden ikke savne sin fjernbetjening? og hvad med et tilsyneladende uforstyrret område, hvor der lige har været indbrud?). En anden ting der i hvert fald ville få min opmærksomhed er Delilah Littlepanter. Denne, meget kønne, agent går rundt i sit undertøj og for at det ikke skal være nok, så har hun også en kæmpe eksperimental mekaniseret kampdragt på! Hvis dét er agenturets idé om at rejse inkognito, så er det en gåde for mig, hvordan de har båret sig ad med at være hemmelige så længe. Jeg havde gerne set flere handle-muligheder for spilleren. F.eks ville min plan for indbruddet på politi-stationen ikke efterlade nogen umiddelbare spor (i hvert fald ikke så længe sheriffen er på hospitalet). Jeg ville have låst døren til bevisrummet, lagt nøglen tilbage i sin skuffe og lukket denne, tændt for elektriciteten igen, lukket sikringsboksen, forlade rummet og lukke alle døre bag mig. Det eneste spillet ville lade mig gøre, var dog at lukke dørene. Så når politimanden kommer tilbage, vil han se at strømmen er afbrudt - gå ind på sheriffens kontor for at slå den til - lægge mærke til at hylderne i bevisrummet er tomme (eftersom sikkerhedsmonitoren er på sheriffens kontor) - se at nøglerne til bevisrummet er væk - se at døren til bevisrummet er ulåst... Det ville tage ham tre sekunder, at sende en efterlysning ud på de sidste to personer der har aflagt stationen et besøg, inden dette skete.
Selvom spillet er baseret på et RPG, er det egentlig mere et adventure/puzzle spil. Historien er meget lineær og som i ethvert andet adventure spil, vil du vandre rundt og samle hver eneste lille ting op, der ikke er boltet fast (og nogle der er). Alle dine agenter er blevet udstyret med specielle uendeligheds-lommer, så du får ingen problemer med at slæbe alle dine værdifulde ting med dig. Dette inkluderer objekter som f.eks en stor skraldespand af metal (forreste højre lomme) og et tre meter højt træ (indvendige venstre lomme). Spillets realisme fortoner sig ligesom i tågerne sådan ca. her omkring.
En anden ting der kunne forbedres, er dialogen i spillet. Samtalerne varer længe og du kan ikke spole hen over dem. Så ved visse scener skal du virkelig være tålmodig. Der er også et par tekniske fejl i spillet, der lige skal nævnes. En gang imellem, vil spillet lægge mærke til ting på skærmen, som ikke er der. Grunden er simpel; tingene er nu i min jakke-der-kan-bære-alt, men for spillet er de stadig på skærmen, såkaldte spøgelses-objekter. Du vil også opdage at grafikken kan kikse nogen gange (som f.eks når du lukker sikrings-boksen i bud-drengens omklædningsrum og det efterlader en sort klar på væggen hvor døren var før), men den største fejl må vist være Eddie Houstons kaffe-bord: Hvis du undersøger det, får du at vide at det rent faktisk er en to-sporet motorvej der går mod øst!
Når det kommer til grafikken i spillet, så har de en fed atmosfære og er meget filmagtige (bortset fra de førnævnte fejl, der nogen gange dukker op). Animationerne er også meget behagelige at se på og musikken i spillet giver en god stemning. Musikker er faktisk så god, at den originale game-cd havde et decideret audio-track. På den måde kunne du spille musikken over dit anlæg hvis du vile. Det mest forvirrende i spillet (i hvert fald i starten) er kontrollen, men efter et kort stykke tid vil det være let at navigere igennem spillet. Jeg må dog lige nævne et par ting, for at mindske dine lidelser. For at skifte imellem karakterene, skal du flytte cursoren til toppen af skærmen og højre-klikke. Dette vil tage dig til en agent-menu der viser inventory, specielle evner og selve agenterne. Klik på venstre eller højre emblem for at skifte imellem dem. Alle objekter du kan agere i forhold til i spillet, vil få cursoren til at skifte farve og ved at højre-klikke vil du bladre alle dine muligheder igennem som f.eks: open/close, move, examine, talk osv. Der er også genveje på tastaturet til de mest almindelige handlinger som f.eks (T)alk og (O)pen/close.
Alt i alt er Bureau 13 et meget underholdende spil. Gåderne i spillet er lige akkurat svære nok til at få dig til at tænke og de fleste af dem har logiske løsninger. Det er et spil som jeg syntes var virkelig interessant og sjovt at spille og et jeg vil anbefale til alle der kan lide at spille adventure spil der kræver at man bruger hjernen. Du skal bare ikke forvente for meget realisme af det.