Download Operation Body Count

Operation Body Count fra Capstone Software blev udgivet i 1994 og havde en ikke specielt imponerende grafik og middelmådigt gameplay. Vi kan ikke sammenligne Body Count med Doom, for sammenligningen ville være unfair og det skal siges at grafikken i Body Count er bedre end den vi finder i Wolfenstein. Med hensyn til gameplay er Body Count nu ikke meget bedre end Wolfenstein.

FN-bygningen i New York er blevet overtaget af terroister og du er udvalgt til at genvinde bygningen. For at gøre dette er du nødt til at rykke op en etage af gangen og dræbe terrorister og en blanding af andre skurke. En uinspirerende historie, men eftersom faderen til alle FPS heller ikke rigtig har nogen historie er det ikke noget vi vil brokke os over.

Da du starter spillet, skal du først opnå adgang til bygningen via kloakerne. Af en eller anden grund har kæmpe muterede rotter og slimede grønne kloak-monstre besluttet sig for at hjælpe terroristerne og de angriber dig hele vejen hen til hovedbygningen. Måske er det bare mig, men hvis man vil have en reslistisk situation med gidseltagning i en FN-bygning, så ødelægger fantasi-væsener som kæmpe rotter, ligesom illusionen.

Det er ikke det eneste problem med Body Count. Banerne er store og alle delene ligner hinanden. For at finde rundt, er du nødt til hele tiden at bruge auto-map (TAB) featuren. De enkelte baner ligner også hinanden. Hele sektioner af baner er det samme som steder du allerede har været. Mange gange render du bare rundt og leder efter dét sted du lige har overset, så du kan komme til næste bane. At komme til næste bane kan også være et mareridt. Du har normalt i et FPS en indgang og en exit. I Body Count er dét det samme. Undtagen på de baner hvor det ikke er.

Lyder det forvirrende? Det var det også. Jeg brugte omtrent en time på at lede efter et sted jeg måtte have misset, indtil jeg til sidst prøvede at bruge den indgangsdør jeg havde startert banen ved. Så kunne jeg endelig fortsætte. Når du kommer til en ny bane, kan det godt hænde at du er i et lukket rum. Du skal så, som vi jo kender det fra rigtige FN-bygninger, tappe på væggene indtil en dør magisk åbner sig og du kan fortsætte til den rigtige level. På det tidspunkt synes jeg spillet begyndte at virke noget frustrerende.

Body Count har dog også nogle gode sider. Følelsen af våbnene er måske ikke ligeså god som i Doom men den er bedre end i Wolfenstein. Banerne er fyldt med ting som borde, overhead projektorer og lignende, så det ligner et rigtigt kontor. Vinduer kan skydes ud, der kommer skudhuller i væggene når man skyder på dem. Det sejeste i Body Count er at du opererer i et team i stedet for alene. På hver bane du kommer til, starter du med fire gruppe-medlemmer. De vandrer omkring og skyder på terrorister de ser. Du kan styre dem ved at trykke "a". Det er en god måde at få en frisk start, hvis din energi er lav. På senere baner får du fede våben som rocket launcher og flammekaster. De gør det værd at spille sig igennem banerne.

Body Count er ikke det bedste FPS fra sin æra. Det er ærligt talt et af de værste. Derfor kan du nu stadig nyde at spille det. Hvis du ikke har Doom og du er klar på en af de gamle drenge, så kan du godt få et par timers underholdning ud af Body Count. Derefter vil du køre træt i endeløse baner og ensformigt gameplay.